Med Lean følger også standarder. Det kan være standardiserede problemløsningsværktøjer som fiskeben eller 5 x hvorfor. Det kan være standardisering af arbejdsgange, så man optimerer værdiflowet og mindsker unødige ikke-værdiskabende aktiviteter. Det kan også være standardisering af vejledninger – eksempelvis et-punkts-lektioner, der udførligt viser en specifik arbejdsprocedure punkt for punkt. På den måde minimerer man risikoen for fejl og sparer tid.

Standarder er væsentlige i Leanarbejdet

– men ofte støder man på modstand, når standardisering bringes på bane. Argumentet er ofte, at man begrænser den enkeltes frihed og råderum. Standarder dræber kreativiteten. Vi skal alle være ens – ikke noget rart scenarium. Umiddelbart kan det jo lyde som et helt legitimt argument, men jo mere man tænker over det, jo mindre giver det mening.

Livet uden standarder

Lad os tage et par dagligdagseksempler. Trafikken er et godt sted at starte. Vi ved, hvordan en fodgængerovergang ser ud. Når der er hvide striber på tværs af vejen, og når der er lysregulering, som skifter mellem rød og grøn, så er der en fodgængerovergang. Det er standarden. Men hvad nu hvis det var tilladt at afvige fra standarden? Fodgængerovergange i eksempelvis Horsens kunne være markeret med røde streger og lysreguleringen være lagt ned i vejen. Blåt, og du må gå – hvidt, og du skal stå. I Roskilde var man måske endnu mere kreativ. Ingen standard fodgængerovergang, ingen begrænsninger i råderum! Eller hvad?

Det ville nok kræve en hel del energi at gå over vejen i ukendte byer, og de færreste ville være helt trygge ved at sende deres børn ud i trafikken alene.

Og vi omgiver os jo med standarder, som letter hverdagen for os. Nogle har kun national udbredelse, hvilket af og til afstedkommer lidt besvær, når man bevæger sig ud i den store verden. Vi er sikkert flere, der har været på ferie uden adapteren, så hverken mobilopladeren eller hårtørreren kunne komme i brug, fordi stikkontakten ikke var den kendte standard. Det udvider jo ikke ligefrem råderummet. Snarere tværtimod. Og hvorfor er det, at mobilproducenterne ikke bare en gang for alle kan udvikle en oplader, der passer til alle mobiltelefoner…..én standard om vi må bede?

De er over alt – heldigvis!

Standarderne er alle vegne og letter faktisk dagligdagen. Jeg nævner i flæng: Vejskilte, skonumre, målangivelser i opskrifter – en deciliter er heldigvis altid en deciliter, papirstørrelser – og de passer oven i købet til en standard printer, visitkort – selvom nogen af og til er lige vel kreative, vaskeanvisning på tøj, indholdsdeklaration på madvarer og man kunne blive ved.

Tænk over det – hvor mange standarder er til besvær? Hvor mange letter dagligdagen? Jeg vil påstå, at verden ville være et noget mere besværligt sted at agere uden standarder. Både i dagligdagen, men selvfølgelig også på arbejdspladserne.

Vi har ikke brug for tyve forskellige måder at gøre tingene på. Vi har brug for én måde – nemlig den bedste. Det skal være standarden – og den kan vi godt være fælles om at beslutte!