Den meget diskuterede og aktuelle udsendelsesrække 9.z mod Kina, kan lære os alle noget. Også om forandringer skabt gennem lean.

Hvis du ikke har hverken set udsendelserne eller fulgt debatten, så handler 9.z mod Kina i al sin enkelhed om en sammenligning mellem en dansk 9. klasse og en tilsvarende kinesisk. Klasserne dyster i læsning, matematik, samarbejde, kreativitet og endelig engelsk. Resultatet af denne sammenligning faldt markant ud til kinesernes fordel på de første fire fagligheder, og markant ud til danskernes fordel på kategorien engelsk. Og selvom man ikke kan kalde undersøgelsen videnskabelig, så var kineserne med andre ord, os ganske markant overlegne.

Hvad har det så med lean at gøre?

Jeg tror alle, der arbejder med lean har som mål at skabe en forandring til det bedre. Vi vil gerne højne kvaliteten. Vi vil intensivere “time to market”. Vi ønsker at formindske antal kundeklager, reducere kassation og omarbejde m.m. Der er mange mål i spil, og ofte så kobler vi også “midler” på. Vi igangsætter 5S for at skabe orden og ryddelighed. Vi kortlægger processer og identificerer ikke-værdiskabende handlinger. Vi opsætter tavler og etablerer en struktur for afholdelse af tavlemøder med et fast interval.

MEN ofte – det er min erfaring baseret på mit mangeårlige arbejde med lean – så udebliver resultaterne. Vi er ikke blevet mere effektive. Vi har stadig det samme antal kundeklager og kassationsprocenten er heller ikke reduceret markant.

Kineserne fokuserer på hvordan?

Og det er præcis her, at sammenligningen til 9.z mod Kina har relevans. Et gennemgående træk i serierækken var nemlig, at kineserne fokuserede meget på “hvordan?”. De havde faste planer for hver undervisningstime. De havde direkte opfølgning og tilbagemelding. De havde daglig sammenligning af den enkelte elevs niveau med det formål at styrke de svageste. De vidste, hvordan de skulle blive dygtigere. Hvordan de skulle nå deres mål.

Havde danskerne så ikke det? Svaret må stå for min egen regning, men jeg er ikke tvivl om, at det er et nej. Flere elever læste og regnede på 3.-4. klasses niveau, men jeg hørte ikke nogen diskussion af HVORDAN, vi øger deres niveau. Flere elever mødte sent til timerne, men ingen diskussion af, HVORDAN vi stopper adfærden. Enkelte elever deltog ikke i undervisningen, men benyttede tiden til download af spil fra Nettet, eller boldspil i fysiklokalet. Men ingen diskussion af, HVORDAN vi sikrer os, at de er engagerede og deltagende.

Fiasko er ikke en naturlov

Man fik nærmest fornemmelsen af, at det var en naturlov, at enkelte elever skulle klare sig så dårligt. Og man fik i hvert fald en klar fornemmelse af, at det skyldes udefrakommende elementer, som ikke kunne påvirkes. Svag familiestruktur, ADHD diagnose osv. Til sammenligning kender vi nok alle en tilsvarende pendant i erhvervslivet. Finanskrisen var årsag til vores dårlige bundlinje, det dårlige vejr årsagen til det svigtende salg. Fugt på lageret årsag til den høje kassationsprocent på emballage. Og der er jo en vis sandhed i det. Udefrakommende elementer påvirker vores resultater, men det er nu engang de rammer, vi er tilbudt. Og svaret er jo netop, hvordan. Hvordan får vi gjort vores virksomhed stærkere på trods af finanskrise? Hvordan etablerer vi en produktportefølje, som ikke er så såbar overfor dårligt vejr? Hvilke aktiviteter kræver det? Hvordan får vi reduceret fugt på lageret – eller reduceret konsekvenserne af det?

Mest nedslående var nok sidste udsendelse, hvor en af de iøvrigt meget sympatiske elever med store faglige vanskeligheder udtalte, at han ville sætte sig et mål. Han ville have 7 i gennemsnit, så han kunne komme ind på sin ønske-uddannelse. Flot! – målet er absolut en start. Det nedslående var, at læreren ikke hjalp ham med at holde sig selv fast på målsætningen.

Hun roste ham for at sætte sig et mål, men stillede ikke spørgsmålet HVORDAN? Hvordan har du tænkt dig at opnå 7 i gennemsnit – hvilke aktiviteter vil du igangsætte?. Hvordan vil du følge op på, om du er godt på vej mod dit mål? Hvordan vil du sikre dig, at du kommer tilbage på sporet, hvis du kan se, at du mangler fremdrift?

Det er præcis tilsvarende spørgsmål, vi har brug for, hvis vi ønsker succes med lean. Vi skal sætte os et mål – så klart. Men vi får først resultaterne, nå vi har svaret på, hvordan vi når målet.

Hvilke aktiviteter, vil vi iværksætte – og hvordan?
Hvilke aktiviteter, vil vi stoppe – og hvordan?
Hvordan følger vi op – og hvor ofte?
Hvordan sikrer vi, at vi kommer tilbage på sporet, hvis vi er off track?

 

Og så siger det næsten sig selv, at hvordan også skal kobles med hvornår og hvem.

Det er heldigvis ikke kinesisk for de fleste.